Vi kender flere der bliver studenter i år og tænkte, at det kunne være sjovt, at give noget andet end en rose til den nybagte student. Derfor har vi lavet disse studentercupcakes, som også kan være en alternativ idé til reception eller når studenterne skal køre i vogn efter translokationen.
Til selve studenterhuen skal du bruge hvid, mørkerød (eller blå, hvis HF) og sort fondant, og enten en guld fødevaretusch eller guld fødevaremaling. For at lave “rosen” af glasur på selve cupcaken er der brugt en Wilton 2D tyl.
Begynd med at forme selve huen af det hvide fondant. Rul herefter en flad cirkel af sort fondant, og skær den så den bliver måneformet. Den bliver til skyggen på huen. Skyggen sættes fast under den hvide hue med lidt vand. Rul det røde fondant fladt og skær et tyndt rødt “bånd”, som også limes på huen med lidt vand. Hvis man laver en større hue kan man også lave den sorte rem – den er dog udeladt her pga. størrelsen på de små huer.
Sæt en lille rød flad cirkel på forsiden af huen, og derpå et lille kors af hvid fondant. Farv korset med guld. Sæt til sidst to små “knapper” på siden og farv dem guld.
For at forme “rosen” skal der bruges vanille cream cheese glasur farvet rødt. Start indefra midten af cupcaken og med et stabilt tryk på sprøjteposen, bevæg tyllen indefra og ud. Det skal ikke gå for hurtigt, så “knækker” glasuren og der vil komme hakker i det, som kommer til at være selve kronbladene på rosen. Afslut ved at stoppe trykket på sprøjteposen stille og roligt.
Hvis kagen skal gives i stedet for en rose kan man vælge at pakke den fint ind. Som beskyttelse under transport osv. har vi brugt et afskåret gennemsigtigt plastikkrus. Derved sikrer man, at glasuren holder sin form og ikke ødelægges. Sæt studenterhuen på skrå på kagen, så man stadig kan se rosen.
Pak til sidst kagen ind i cellofan og afslut med en rød sløjfe - og dermed har man et fint alternativ til den traditionelle røde rose til studenten!